40-års jubilæumsrejse til Solskinsøen Bornholm
40-års jubilæumsrejse til Solskinsøen Bornholm
30. sept. – 3. okt. 2026
Udskriv printervenlig pdf-version
Igennem 40 år har Fogt Studie- & Grupperejser arrangeret rejser for rejselystne gæster fra alle dele af landet. Vi har rejst til Assens og til Argentina og det indimellem. Vi har arrangeret ”skræddersyede grupperejser” efter vore kunders ønsker og pengepung.
Igennem mange år arrangerede vi også læserrejser for primært ugeaviser, hvor vi selv skulle være opfindsomme m.h.t. rejsemål, der gerne måtte være lidt anderledes, end det man så normalt. Fx sendte vi mange busser på rejse til ”Lille og 3 hovedstæder” (London, Paris og Bruxelles) og til Finland med sejltur på Saimaa-kanalen til Viborg i Rusland.
I anledning af vort 40-års jubilæum tilbyder vi denne rejse til Bornholm og Hotel Balka Søbad, som vi og vore gæster gennem en årrække har nydt at besøge – bl.a. i forbindelse med det årlige Folkemøde på Bornholm.
På langt de fleste af vore rejser til Bornholm har Kirsten Bruun, der kender Bornholm som sin egen bukselomme, været rejseleder. Kirsten har også i år 40-års jubilæum som rejseleder og med hende som leder af jubilæumsrejsen kan vi fejre 2 x 40-års jubilæum.
Vi håber, at mange af vore faste gæster har lyst til at rejse med og fejre de 2 x 40 år på solskinsøen og det dejlige Hotel Balka Søbad, et hyggeligt hotel i grønne omgivelser med gode værelser og rigtig god mad. På gensyn i godt selskab!
Onsdag d. 30. september
Kl. 09.00 Afrejse fra Hobrovej 172, Støvring. Undervejs fra Støvring mod København mulighed for påstigning i.h.t. nærmere aftale.
Kl. 15.45 Afrejse fra Ølby st.
Kl. 16.15 Afrejse fra Københavns Lufthavn, turistbusparkering ved terminal 3
Kl. 18.30 Afrejse fra Ystad med Bornholmslinien
Ca. 19.50 Ankomst Rønne – herfra videre til Hotel Balka Søbad
Ca. 20.30 Ankomst – indkvartering og middag
Torsdag d. 1. – fredag d. 2. oktober
Vi begynder dagene med en dejlig morgenbuffet inden vi skal opleve Bornholm. Sammen med vores rejseleder, Kirsten Bruun og lokale kræfter sammensætter vi et lidt anderledes program. Der bliver både lidt kulturelt, lidt åndeligt, masser af natur – og vi kan sikkert ikke undgå at falde over en røget sild undervejs.
Begge dage er vi ude for at opleve indtil sidst på eftermiddagen, hvor der så bliver mulighed for at slappe lidt af på Hotel Balka Søbad inden aftenens middag. Fredag aften med underholdning.
Lørdag d. 3. oktober
Efter morgenmaden siger vi farvel til Hotel Balka Strand og kører mod Rønne
Kl. 10.30 Afrejse fra Rønne med færge til Ystad
Ca. 11.50 Ankomst Ystad. Frokost- & indkøbspause i Ystads gamle centrum inden vi fortsætter hjemrejsen. Mulighed for afstigning ved Kbh. Lufthavn, Ølby st. og videre over Sjælland/Fyn mod Støvring.
ca. 21.00 Hjemkomst Støvring.
Ret til ændringer forbeholdes!
Priser:
Grundpris pr. person: 4.495,- kr.
Tillæg for enkeltværelse: 1.500,- kr.
Grundprisen inkluderer:
- Bustransport som ovenfor nævnt
- 3 overnatninger i dobbeltværelse inkl. halvpension
- Rejseleder
- Alle obligatoriske afgifter og færgebilletter inkl. dansk moms.
Grundprisen inkluderer ikke: Yderligere måltider, drikkevarer o.lign.
Programmet udarbejdes i samarbejde med lokale kræfter. Hvordan det endeligt kommer til at se ud, afhænger af deres forslag.
Hotelkvalitet: Hotel Balka Søbad er beliggende på det sydøstlige hjørne af Bornholm få meter fra Balka Strand. Hotellet er bygget i 1970’erne og består af en hovedbygning med restaurant, bar og selskabslokaler samt 5 2-etagers blokke med værelser og lejligheder med bad/douche, radio/tv og telefon. Alt er løbende renoveret – senest under COVID-19. Se evt. https://hotel-balkasoebad.dk
Hotellet er kendt for dets glimrende køkken, der udover en formidabel morgenmad serverer god og varieret mad for hotellets gæster. Bl.a. derfor kommer vi rigtig gerne her på jubilæumsrejsen!
Buskvalitet: Vi kører i røgfri 4-stjernet langtursbus med luftaffjedring, hvilestole med klapborde og fodstøtter, toilet, køkken og køleskab, wi-fi, radio/CD-afspiller m. mikrofon og video.
Indkvartering: Ønsker man som enerejsende at dele værelse med en anden, er dette muligt såfremt en anden enerejsende af samme køn har samme ønske. Ellers opkræves tillæg for enkeltværelse – også såfremt den ene af personerne melder fra pga. sygdom eller lign.
Rejsen gennemføres i.h.t. vore almindelige betingelser der vedlægges faktura.
